Filmen først - cden i anden række
: tors 4. maj 2006 23:02
Når jeg læser anmeldelserne på dette site, er det svært ikke at lægge mærke til, at filmmusikken i høj grad vurderes ud fra hvor godt den lyder hjemme på skribentens anlæg, frem for hvad den bidrager med til filmens drama, stemning, følelser og karakterer. Tager underlægningsmusikken stilling til de personer og værdier, som kommer til udtryk i filmen, som det ofte er tilfældet hos eksempelvis Morricone (tjek blot "Once Upon a Time in The West"), eller ligger den blot på lydsporet, fordi det er en konvention, at en film skal have musik? Hvad skal vi egentlig med filmmusik? Den er forhåbentlig blevet komponeret, fordi at musikken skal give en eller anden form for dramatisk mening i sammenhæng med levende billeder.
Forordet til min bog "Det visuelle øre" indledes med følgende citat, fremsagt af Oliver Stone i et dokumentarprogram om den smagfulde komponist George Delerue: "Musikken er filmens sjæl. Når den gør sin entre, er det næsten som om, at filmen genopleves på ny. Den giver dig adgang til handlingens uvirkelige og skyggefulde zoner. Musik er uden tvivl i berøring med de dybeste lag af den mennskelige underbevidsthed".
Gid det altid var tilfældet, men mindre kan også gøre det!
Hvad mener I? Er filmmusik kun ren muzak beregnet for nørdede Hifi-entusiaster, eller er den skrevet for at tilføje filmen en ekstra dimension - jeg udtrykker mig med vilje kategorisk og temmelig sort/hvid i håb om at få respons, der gerne må udformes som nogle skarpe dask over fingrene til nærværende provokatør, der er godt i gang med at tilsøle sin egen rede:-)
Bedste hilsener
Thomas Vilhelm
Forordet til min bog "Det visuelle øre" indledes med følgende citat, fremsagt af Oliver Stone i et dokumentarprogram om den smagfulde komponist George Delerue: "Musikken er filmens sjæl. Når den gør sin entre, er det næsten som om, at filmen genopleves på ny. Den giver dig adgang til handlingens uvirkelige og skyggefulde zoner. Musik er uden tvivl i berøring med de dybeste lag af den mennskelige underbevidsthed".
Gid det altid var tilfældet, men mindre kan også gøre det!
Hvad mener I? Er filmmusik kun ren muzak beregnet for nørdede Hifi-entusiaster, eller er den skrevet for at tilføje filmen en ekstra dimension - jeg udtrykker mig med vilje kategorisk og temmelig sort/hvid i håb om at få respons, der gerne må udformes som nogle skarpe dask over fingrene til nærværende provokatør, der er godt i gang med at tilsøle sin egen rede:-)
Bedste hilsener
Thomas Vilhelm